“Er du klar?”

”Er du klar?”

Der er en uge til jeg kaster mig ud på, hvad jeg, i svage øjeblikke hvor jeg glemmer hvor langt og hårdt det egentligt er, kalder favoritdistancen. Marathon.

Det rigtige og reelle svar er nok et ja. Jeg er nok nogenlunde så klar, som jeg bliver, og der vil helt sikkert være andre, der står på startstregen sammen med mig, der er mindre klar, end jeg er.

Det er også bare det, jeg burde svare når familie og venner spørger. Men så let slipper de sjældent. Først skal vi igennem min efterhånden meget lange liste af forbehold som indeholder alt fra en influenza i marts, ringe træningsforhold med sibirisk kulde, min fremskredne alder, der bare gør det svært, samt vejrudsigten for løbsdagen, som er alt andet end ideel, for hvorfor det måske ikke kommer til at gå som planlagt.

Det er lidt som når nogen spørger, hvordan du har det, og du så i stedet for et ”fint” kommer med den lange redegørelse for, hvordan du rent faktisk har det. Flakkende øjne og en nervøs skæven efter en undskyldning for at skifte emne. Det kan være ganske underholdende.

I realiteten har jeg faktisk fået trænet ok. Krop og sind kunne måske ikke helt holde til, hvad jeg havde håbet, inden jeg startede min træning, men dog en del mere end jeg havde frygtet, og helt sikkert nok til at det ikke kan bruges som en dårlig undskyldning.

Vigtigst var at jeg, sådan nogenlunde da, ramte en fin balance, hvor træningen ikke har stået som en altoverskyggende sur pligt der skulle overstås, men derimod noget jeg så frem til med glæde.

Midt på vinteren ramte jeg en lidt uventet formtop. Jeg kunne nærmest gå på vandet, og da det var inden den sibiriske kulde, var det altså ikke fordi vandet var frosset, og begyndte at få hede drømme om nye personlige rekorder. En måned senere ramte jeg et lidt uventet formdyk.

Spartas Marathon test 3, et 25 kilometers testløb, i marts satte en særdeles effektiv stopper for mine drømme om en ny PR. Jeg løb glad afsted i et pace, der på Marathon distancen ville give en sluttid lige under tre timer. Glæden holdt sig sådan nogenlunde i de første 20 km. Derefter blev smilet en anelse strammere.

Efter 23 kilometer var smilet effektivt blevet pillet af mig. Jeg har aldrig før været så færdig i et løb, og har aldrig før løbet så hårde kilometer, som de to jeg stadig manglede inden mål. Mest af alt havde jeg lyst til aldrig nogensinde at løbe igen.

Lysten til at løbe kom dog igen, men jeg skyndte mig dog at skrue mine ambitioner for Marathon ned igen.

I november sidste år satte jeg målet at løbe Københavns marathon på 3:10. Det er en god plan. Den kommer til at holde, og ellers har jeg min lange liste med forbehold parat!

 

Del:

Et langt svar

Det er ved at være temmelig længe siden. Jeg tror, at det var helt tilbage i det tidlige efterår 2017, og jeg var i gang med at spilde endnu en lille bid af mit liv med at scrolle igennem mit facebookfeed. I en af de løberelaterede grupper jeg er med i havde en yngre kvinde stillet et spørgsmål:

”Hvad er den flotteste præstation? At gennemføre et marathon eller at løbe 5 km på under 20 min.?”

Min første indskydelse var et hurtigt svar. En ikke underbygget holdning. Jeg fik heldigvis besindet mig, for jeg synes egentlig at den slags svar er irriterende. Svar ordentligt eller lad være med at svare. Om jeg så altid lever, som jeg prædiker, må andre vurdere.

Min næste indskydelse var, at det i virkeligheden var et rigtigt dårligt spørgsmål, som slet ikke fortjente et svar. For er det overhovedet rimeligt at sammenligne de to præstationer? Jeg lukkede min browser, og besluttede ikke at tænke mere over det. Og siden har jeg så tænkt en hel del over det, og her er mit lange svar, til dig der spurgte.

Det gode ved det her svar er, at det giver mig anledning til pral. Jeg har nemlig gjort begge dele, flere gange. Det fortaber sig i tågerne, hvornår jeg første gang kom under 20 min. på 5 km. Det jeg husker bedst, er faktisk en træningstur, hvor jeg forsøgsvis trykkede pedalen i bund og løb én km. på 3:59. Jeg var helt færdig og ganske sikker på, at det ville jeg aldrig kunne gøre fem gange i træk.

Jeg var helt sikkert både glad og stolt den dag, det lykkedes at gøre det fem gange i træk, men siden da har jeg gjort det ganske mange gange. I perioder med god form, har det været en rutinemæssig del af tempotræning at løbe under 20 minutter, og det var ikke længere en særlig præstation, jeg var stolt af. Det var ”bare” noget jeg gjorde som en lille del af at nå et andet mål.

I skrivende stund har jeg gennemført et marathon tre gange. Jeg debuterede med en tid på 3:23:etellerandet. Jeg var stadig ret grøn løber, og det var første gang, jeg havde trænet målrettet mod et mål. En rigtig god debut, som jeg stadig er meget glad ved.

Mit andet marathon blev først løbet to år efter.  Min bror og jeg havde besluttet os for at prøve at komme under tre timer. Jeg brugte det meste af et år på at opbygge den krævede hurtighed og udholdenhed, og var selvsagt både stolt og glad, da jeg kom i mål med tiden 2:58:46.

Mit tredje marathon er jeg ikke specielt stolt over. Ikke fordi det på nogen måde var en pinlig affære. Det kom sig af, at det var ved at være længe siden, min føromtalte bror og jeg havde været ude på en længere træningstur sammen. Det havde vi ofte været i vores forsøg på at komme under tre timer, og vi savnede det, og i stedet for bare at løbe en tur, meldte vi os til et lokalt cannonball-marathon.

Det tog os tre og en halv time at komme igennem, og vi hyggede os morderligt undervejs, men om det var flot? Næ, ikke specielt. Vi kunne jo sagtens og selvom fødderne selvfølgeligt var ømme efterfølgende, havde vi jo ikke lagt os specielt i selen.

Så, hvad er den flotteste præstation? At gennemføre et marathon eller at løbe 5 km på under 20 min.? Jeg ved det ikke. Er noget flot, hvis du ikke har gjort dig umage? Og omvendt er det så ikke flot, hvis du har levet op til dit fulde potentiale? Det er i hvert fald de løb, jeg husker bedst og er gladest for, dem hvor jeg måske ydede en lille bitte smule mere, end jeg egentligt kunne.

Det er jo ikke noget rigtigt svar, så her kommer min hustrus svar, da jeg spurgte hende, hvad hun tænkte: ”Hvis jeg virkeligt ville det, og besluttede mig for at løbe et marathon, så skulle jeg nok komme i mål med det. Fem kilometer under 20 min. Det kommer jeg aldrig til.”

Del:

Jeg spiser altså ikke det der!

”Jeg løber Københavns Marathon 2018 på under 3:10.”
Derefter stilhed. Fuldkommen stilhed. Man kunne med rimelighed få den tanke, at projektet var kuldsejlet. At jeg havde slået for stort et brød op, og nu skammede mig over at indrømme det.
Sådan er det heldigvis ikke. Der har da været bump på vejen. Jeg har døjet med den frygtelige ”mandfluenza” og kæmpet med alle julens fristelser af rigelig mad og vin. Men i det store hele kører projekt Københavns Marathon på skinner.
De lange ture har efterhånden fået en god længde, og da jeg længe har fravalgt høretelefoner og Ipods på mine løbeture, har jeg god tid til at være alene med mine tanker. Ret ofte kredser de om mad. Især hen mod slutningen af en tur, når sulten begynder at gnave.
Også på gårsdagens langfart faldt tankerne i hak omkring emnet mad. Eller i hvert fald tanker om fødevareproduktion, og om hvordan vi definerer mad. Der har åbenbart været en del postyr omkring dette i slutningen af det forgangne år, men da jeg ikke følger specielt godt med i, hvad medierne beskæftiger sig med, nogle vil nok hævde, at jeg følger rigtigt dårligt med, så var det først i denne uge, at jeg opdagede fænomenet; Plantebaseret kød!
Jeg har kigget lidt på, hvad det der farslignende produkt fra Naturli består af. Det består mest af forskellige former for soja, samt en del ting der er svære at udtale, og som leder tankerne hen på alt andet end Naturli’.
Hvis du allerede nu sidder med en fornemmelse af, at ham Mikkel fra Spis&Løb måske ikke er så begejstret for Naturli’s køderstatning, har du fuldstændig ret. Ingredienser der er svære at stave til, og endnu sværere at udtale, bør altid få en alarmklokke til at bimle.
Jeg vil gerne være med til at rede vores klima. Mindre kødspiseri kommer ikke til at gøre det, men det kan sagtens være, at de har ret, dem der hævder, at det er nødvendigt, at vi skærer ned på vores indtag af kød. Det er i hvert fald en god og rimelig diskussion at have. Ligesom en diskussion om dyreetik, velfærd og kvalitet i staldende i den grad vil være på sin plads.
Jeg æder også gerne præmissen om, at mange mennesker ville have en sundhedsmæssig god effekt af at skifte en væsentlig del af deres kødindtag ud med grøntsager. Der er givetvis masser af mennesker, der ikke når i nærheden af de 600g grønt om dagen som sundhedsstyrelsen anbefaler. Mindst 600g vel at mærke!
Soja kommer ikke til at løse, de udfordringer vi står overfor. Hverken de klimamæssige eller sundhedsmæssige. For at dette indlæg ikke skal blive meget langt, linker jeg nederst i indlægget til et glimrende anklageskrift mod soja. Hvis du ikke gider læse det, må du bare stole på, at jeg har ret i, at soja er et lorteprodukt.
Det er altid lidt irriterende, når nogen fortæller én, hvad man skal og ikke skal, men nu gør jeg det alligevel. Spis noget rigtig mad i stedet. Hvis du af den ene eller den anden grund gerne vil spise mindre kød, så spis rigtige grøntsager i stedet. Start dine måltider med en stor salat, så er der alligevel ikke plads til så meget kød bagefter.
Og således optaget af mavesur gnavenhed, løb jeg min tur til ende, satte mig til tasterne for at spilde min galde ud over internettet. Skulle du en dag få lyst til at se mig helt oppe i det røde felt, så spørg om min holdning til folk, der har deres hunde til at løbe frit. Så skal du bare se løjer!
Har du lyst til at læse føromtalte anklageskrift mod soja kan det findes her (Eksternt link)
For god ordens skyld skal jeg lige nævne at jeg ikke har noget særligt udestående med Naturli.’ Der er helt sikkert andre producenter, der laver ligeså ækle køderstatninger.

Del:

#CphMarathon

Der er noget dragende ved det.

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er. Om det er den kildrende nervøsitet i maven på startstregen, den fokuserede monotoni i løbet, den kæmpe forløsning når man rammer mållinjen, eller om det blot er fordi, der er en god portion blærerøvseffekt i at gøre det, ved jeg ikke. Måske er det en blanding af det hele. Dragende er det i hvert fald, marathonløbet.

Tanken om at løbe et marathon igen har ligget og spøgt i baghovedet et godt stykke tid, og nu er beslutningen taget. Jeg vil løbe Københavns Marathon 2018. Bum! Altså, det er i virkeligheden nogle uger siden beslutningen blev taget, men nu står det på internettet og så kan det ikke laves om….

Så mangler jeg bare lidt træning. Jeg er engang kommet til at regne på, hvor mange kilometer jeg løb på en 26 ugers træningsplan. Det skulle jeg ikke have gjort. Det var mange, og alene tanken kunne give ondt i benene. Jeg påtænker lidt færre ugentlige kilometer denne gang, og heldigvis glemmer man hurtigt, hvordan det er at have ondt i benene, så faktisk har jeg bare glædet mig til at komme i gang.

Jeg har støvet ”Daniels’ Running Formula” af igen. Ud over nyttig viden om optimal skridtfrekvens, vejrtrækningsrytme, iltoptag og meget andet godt til os, der godt kan lide at nørde, indeholder den også træningsplaner til alle distancer fra 800-meter til marathon. Og den er hermed anbefalet.

Jeg havde godt overvejet, om jeg skulle prøve noget nyt f.eks. Claus Hechmann, som har været det store hit de seneste år, eller om jeg selv skulle strikke en plan sammen. Men Jack Daniels, og ja det hedder han og jeg synes også det er lidt sjovt, og jeg har bare altid passet godt sammen. Både den måde hans træningspas er bygget op på, og de tempi de skal løbes i.

Hans træningspas er hårde og lange. Til gengæld er der kun to om ugen, og ikke alle uger. Så kommer der selvfølgeligt alle de rolige kilometer, som man ikke kommer udenom i en marathontræning, selvfølgelig ved siden af. Men det er ligesom nemmere at få modelleret ind i min hverdag. Og skal jeg være bundærlig, så har jeg en lidt pervers svaghed for lange hårde træningspas.

Planen er at løbe mellem 65 og 80 km. pr. uge. Det er noget mindre end sidst jeg trænede intensivt til et marathon. Dengang løb jeg mellem 80 og 100 km. om ugen og kørte et par timers spinning ved siden af. Jeg ville elske at kunne træne lige så meget som før, men den går ikke. Hvem ved, måske kommer der noget godt ud af en ekstra hviledag eller to.

Der skal selvfølgeligt en målsætning til. Ja, der er lang tid til og meget kan ske. Det ved jeg godt. Målet kommer sikkert til at flytte sig både den ene og den anden vej flere gange, inden jeg står på startstregen til maj. Men her er så i det mindste arbejdstitlen: Jeg løber Københavns Marathon 2018 på under 3:10.

Skulle du være interesseret i at følge min træning intensivt, er du som altid velkommen til at:

Follow me on
Strava

Del:

Den uperfekte mig?

I den ideelle verden ville der blive postet nye indlæg her på Spis&Løb med helt regelmæssige mellemrum. De kunne jo så passende handle om, hvordan min træning skred planmæssigt frem, tog ud til spændende løb og gjorde en god figur. Alt sammen fordi jeg var den perfekte supermand, der havde styr på det hele. Det ville fandme være fedt.

Men verden er nu engang ikke ideel. Jeg har i tidligere indlæg mumlet lidt om, hvordan jeg trænede mig ned i et dybt hul. Bevares, Det var nok ikke løb alene der gjorde det. Havde træningen foregået i et vakuum uden forpligtigelser overfor familie og arbejde, havde det givetvis ikke været noget problem, men nu var det bestemt en stor stressfaktor.

Jeg har altid mest tænkt på skader som noget med dårlige knæ, forstuvede ankler og betændte akillessener, men der sad lægen så og talte om galoperende stress, udbrændthed og depression.

Stress er stress har jeg lært nu, og der er ikke forskel på mental og fysisk stress. Det kan godt være at du tænker, at jeg må være komplet idiot, men jeg havde faktisk aldrig tænkt på, at kroppen reagerede på samme måde på et hårdt intervalpas som på en hektisk arbejdsdag. Træning var jo noget, man kunne bruge til at klare hovedet, og jeg skal bestemt heller ikke sige mig fri for engang imellem at have skyllet en hektisk arbejdsdag af med at løbe en lille omvej hjem. Så var der dobbelt op på stress den dag.

Det er en ret stor mundfuld at opleve, det totale tab af kontrol det er, når hovedet står af og sindet pludseligt går sine helt egne veje. På sin vis ville det være en ret interessant oplevelse, hvis det bare ikke var fordi det gjorde så fandens ondt og tærede så hårdt på familien. Jeg kunne have nok så mange intentioner om at ”tage mig sammen.” Det skete bare ikke. Det var som om det gear ikke rigtigt fandtes mere.

Jeg har tilbragt meget tid krøllet sammen under et tæppe, fuldstændig nedlagt af en ulykkelighed jeg ikke anede hvor kom fra, eller hvad jeg skulle stille op med. Der har været morgener, hvor det har lignet en uoverkommelig kamp at skulle stå op og tage tøj på, og at komme udenfor en dør krævede et mindre mirakel.

Min selvtillid, som de fleste der kender mig nok vil skrive under på aldrig har fejlet noget, led et gevaldigt knæk. Jeg troede ikke længere på, at jeg duede til noget som helst. Ikke til at løbe, ikke til at mene noget om noget og ikke til at være familiefar. Når det var værst, kunne jeg være så lille og selvudslettende, at jeg knapt turde tale med folk, jeg ikke kendte rigtigt godt i forvejen

Ubetydelige hverdagsting, som f.eks. at telefonen ringede mens jeg var i gang med noget andet, kunne stresse mig i en grad så det sortnede for øjnene. Mere end én enkelt opgave på en hel dag kunne give akut åndenød. At kigge lidt fremad i min kalender kunne nærmest udløse et panisk anfald og nattesøvn var bestemt ikke en selvfølge i den periode.

Det havde godt nok været nemmere med en gang betændelse i svangsenen eller et løberknæ. X antal øvelser fra fysioterapeuten gentaget X antal gange dagligt til smerterne er væk. Ganske ligetil og konkret, især for en løber med en høj træningsdisciplin.

Det er en noget anderledes træning, der bliver ordineret, når fysioterapeutens briks bliver skiftet ud med en sofa hos en psykolog. I stedet for stræk og styrkeøvelser var det mere noget med at sætte ord på følelser, skue indad og mærke mig selv.  I starten var det sgu ikke altid så rart, det der blev skuet og mærket.

”Du skal ikke lade en god livskrise gå til spilde.” Jeg kan på ingen måde huske, hvor jeg har citatet fra, eller om jeg husker det korrekt. Det er nu også lige meget, for jeg kan godt lide det, som det er og jeg tænker tit på det, og dette er heller ikke ment som en klagesang.

Jeg kan godt forstå dem, som siger at de ikke ville have været foruden deres krise. Den tanke kan jeg også godt finde inden i mig, for jeg har lært meget om mig selv, som jeg sikket ikke havde lært uden.  Jeg bliver hele tiden bedre til disciplinerne at skue indad og mærke mig selv, og jeg er blevet helt hæderlig til at acceptere, hvad der bliver skuet og mærket.

Ind i mellem vælter verden stadig en smule for mig. Jeg kan ikke det samme, som jeg har kunnet tidligere, og jeg har fået et stærkt behov for faste rammer. Hverdagen skal helst planlægges, planen skal holde og spontanitet er blevet lidt et ”fy-ord.” Sådan er det, og det må jeg finde mig i.

Jeg træner lige så mange timer i dag, som jeg før har gjort. Mindst lige så mange. Men en stor del af den fysiske træning er skiftet ud med øvelser i mental smidighed og indre ro. Løbesko og cykelshorts bliver suppleret af tid på meditationspude og yogamåtte.

Jeg har valgt at skrive alt det her, fordi jeg ikke gider, at det skal være et tabu, at man ind i mellem kan få det lidt hårdt med det hele. Jeg oplever, at når jeg er åben i forhold til, hvor svært jeg nogle gange har det, så viser det sig, at jeg bestemt ikke er alene. Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at det er lidt nemmere at være uperfekt og fejle, når du ved, at du ikke er alene om det.

Jeg slutter dette indlæg med at fortælle, hvad en god veninde sagde til mig en dag vi mødtes. Hun spurgte hvordan jeg havde det, og jeg svarede ganske ærligt, at jeg ikke havde det sådan super optimalt. ”Ja” svarede hun ”men det er vel også ok en gang i mellem.”

Det havde hun ret i, og det skal hun have tak for.

 

 

Del:

Der kommer favoritten!

”Der kommer favoritten” brølede han ud over startområdet.

Jeg havde tilmeldt mig det lille årlige socialløb i Måløv, hvor jeg bor, og var nu blevet udråbt til favoritten af en af de andre deltagere.

Det er et ret ærgerligt løb at være favorit i. Der er en stor fed streg under socialløb. Ingen tidtagning, ingen resultatlister og ikke noget podie man kan blive hyldet på. Så når man bliver udråbt som favorit, er det alene af interesse for den ganske lille skare af konkurrenceplagede tosser, der, ligesom jeg, ikke kan dy sig for at løbe om kap, så snart vi får et startnummer på maven.

Jeg følte mig egentligt ikke specielt favoritagtig. Det var ti måneder siden, jeg sidst havde deltaget i et løb. I fem af de ti måneder har jeg ikke løbet andet end ganske korte ture med meget spredte mellemrum. Selvom jeg har fået lidt mere gang i løbeskoene de sidste par måneder, har det mere haft karakter af hyggeture end egentlig træning.

Fraværet af hårde træningspas gav en vis uro. Ét var at jeg ikke rigtigt kunne opstille en forventet sluttid, da jeg ikke rigtigt havde noget andet end fordoms storhed at hænge den op på. Noget helt andet var, om jeg ville være i stand til at kapere den smerte, der følger med at løbe hårdt.

Førhen har jeg været god til at kapere smerte. Det er selvfølgeligt en lidt sjov ting at være god til, men det kan nu være meget praktisk, hvis man dyrker udholdenhedssport. Det er nok at strække det for langt at sige, at jeg ligefrem har kunnet nyde at lide igennem et hårdt intervalpas eller et motionsløb, men jeg kunne i hvert fald finde en vis ro i at være tilstede, i at holde ved og fortsætte, selv når alt i kroppen skreg på at stoppe.

Det var det, der blev mit mål og min strategi for løbet. At glemme alt om splittider, placeringer og hvad man ellers kan have af planer for sådan et løb. Løbe til det næsten blev uudholdeligt, og så bare være tilstede i det.

Så snart det blev hårdt, og det blev hårdt, blev jeg ramt af negative tanker og tvivl. Alle små ømheder i muskler og led føltes som altødelæggende skader. Jeg bombarderede mig selv med argumenter for, at det skam var helt ok at stoppe eller i det mindste at sætte farten betragteligt ned.

I sidste ende vandt jeg over mig. Jeg fandt den indre ro. Den brændende fornemmelse i musklerne, svien i lungerne, og de negative tanker fik lov at være, og al min fokus blev rettet mod det at løbe. Jeg kunne stadigvæk. Det var en fantastisk fornemmelse.

”Sikke en gang højtravende udenomssnak. Vandt han eller hvad?” sidder du måske og tænker. Da der som sagt ikke er nogen resultatlister du kan slå op i, og fordi mit, til tider, store ego elsker at prale, skal jeg her afsløre det.

Ja, gud fanden vandt jeg! Stort. Det var vigtigt. For selvom der ikke er præmier eller sejrsceremoni, så er der, heldigvis, den lille føromtalte flok af andre konkurrencedrevne tosser, som også gerne ville have vundet. Men det gjorde de ikke, og håneretten er stadig min.

Del:

Mig, Maffetone og de lidt færre kilo

Måske læste du mit indlæg for fjorten dage siden om, hvordan jeg var blevet en anelse for rund om livet. Måske sidder du med en svag erindring om, at jeg ville booste mit vægttab og mit velvære med Phil Maffetones Two week test. Måske har du ikke fået det læst endnu. I så fald kan du finde det her. Måske sidder du nu og venter spændt på at læse, hvordan det er gået.

Det er gået ret godt, kan jeg afsløre. Næsten hele familien har været med. Min knægt på syv er meget glad for sine rugbrødsmadder. Det skal han selvfølgelig have lov til, så hans Two week test bestod i at holde nallerne fra slik. Han overlevede, kan jeg afsløre.

Min tolvårige datter var til gengæld helt med på at skifte sine morgenhavregryn ud med salat og røræg. Det har givet anledning til mange gode diskussioner om, hvad der er sundt og det modsatte, E-numre og forarbejdede fødevarer, og hvordan man siger pænt nej tak, når der bliver delt kage ud i skolen.

Når man går så radikalt til værks med sin kost får man virkeligt anledning til at mærke hvor meget kost betyder for hvordan man har det. Og hvor lidt glæde man reelt har af at spise junk.

Allerede i løbet af den første uge oplevede jeg, at mit energiniveau højnedes og er blevet mere stabilt over dagen. Jeg har løbet mere, end jeg har gjort i meget lang tid, og været motiveret for det. Min søvnkvalitet har været bedre end den længe har været.

Det var lidt det, jeg havde håbet på at opleve, og hvis jeg så samtidig kunne smide lidt af det overflødige spæk på maven, ville det være en kærkommen bonus. Jeg fik min bonus. To kilo har jeg fået barberet af, og nu mangler der bare de sidste fire.

Jeg skal dog blankt erkende, at selvom vi har spist rigtigt godt i familien de sidste uger, og at jeg bestemt har tænkt mig fortsat at spise rigtig mad, så har det været en restriktiv affære, og det bliver fint at slippe tøjlerne en smule. Kommer det så til at betyde, at de næste kilo rasler lidt langsommere af, er det ok.

Du er som altid velkommen til at smide en kommentar eller et spørgsmål, hvis der er noget der trænger sig på.

 

Del:

Mig, Maffetone og de ekstra kilo

Jeg kommer ikke uden om det. De tre kilo, jeg havde i overskud, er hen over sommeren blevet suppleret med yderligere tre kilo, og nu skal de af.

De er ikke kommet som en overraskelse, de nye kilo. Jeg har været en tur på Sicilien, hvor jeg dykkede grundigt ned i det lokale køkken, som udover at bestå af en masse fine ting som masser af frisk frugt og grønt, fisk, skaldyr og god olivenolie, bestemt også inkludere en del pasta og nogle ret lækre, men også meget søde, desserter. Dertil nogle af de dejlige lokale vine, ja så sætter det sig.

Det var lidt et eksperiment, den ferie. Det sidste halvandet år har jeg, så vidt muligt, uden den vilde fanatisme, holdt mig fra sukker og hurtige kulhydrater som brød og pasta. Det var derfor med en vis spænding om, hvordan mit system ville reagere, at jeg dykkede ned i den store italienske pastagryde.

Det gik nogenlunde som forventet. Der kom store udsving i blodsukkeret, jeg følte mig oppustet efter måltider, blev sløv om eftermiddagen og kiloene kom hurtigt på.

Da jeg i sin tid gik over til at spise, hvad vi kunne kalde rigtig mad, altså mad som ikke er blevet forarbejdet til ukendelighed af en kynisk fødevareindustri, var udgangspunktet Phil Maffetones Two week test.  To uger hvor du skræller alt junk væk. Ingen sukker, ingen tilsætningsstoffer, ingen stivelse og hurtige kulhydrater, helt ren mad.

Dengang smed jeg to kilo i løbet af de to uger, og yderligere to kilo i ugerne efter. Uden på noget tidspunkt at være sulten. Det er nemlig ikke en slankekur, der er ingen kalorierestriktioner, og du spiser så meget du har brug for. Og selvom jeg har en formodning om at smide et par hurtige kilo, er der ingen løfter. Vægttab kræver at jeg kommer i kalorieunderskud, dvs. forbrænder mere end jeg putter indenbords. Sådan er det med vægttab, og der er ingen vej uden om det.

Så hvorfor gør jeg det? Først og fremmest, og allervigtigst, så finder jeg det både og sjovt og udfordrende at skulle lave lækker mad med de restriktioner der ligger i two week test. Ofte bliver den mad jeg laver mere spændende, når jeg tvinger mig selv ud over de ti retter der ligger først i hukommelsen. Det er altså ikke en kulinarisk straf, der venter.

Jeg kan godt lide, at det er mig og ikke mine dårlige vaner, der træffer beslutning om, hvad jeg putter i munden. Selvom jeg prøver at være meget bevist om mine kostvaner, ved jeg også, hvor let det er for en dårlig vane at snige sig ind. Med two week test får jeg muligheden for at tage spisevaner og mønstre op til revision. Der bliver sikkert plads til en lille uvane her og der, men så er det et tilvalg, og tilvalg er helt ok.

Før jeg gik low-carb var jeg altid sulten, og jeg snackede i en uendelighed for at klare mig indtil næste måltid. På trods af, at jeg kun har levet det syndige high-carb liv i et par uger, er den evige sult i den grad vent tilbage. Det samme er det ustabile blodsukker, der gør mig utilpas og irritabel, hvis jeg ikke får spist i tide, og jeg glæder mig til at vende tilbage til en tilstand, hvor jeg igen kan udskyde eller springe måltider over.

Kan man løbe stærkt på sådan en low-carb diet? Tja, det kommer tiden til at vise. Jeg har kun løbet et enkelt løb, et halvmarathon, siden jeg gik i gang med min første two week test. Altså, ingen carb loading i dagene før, ikke noget med sukkerholdige geler og barer, og hvad vi løbere ellers kaster os over i nødens stund. Det var ikke et prangende løb, men det var ok, og jeg er overbevist om, at det kan læres med øvelse.

Kommentarer og spørgsmål er som altid mere end velkomne. Jeg vil også gerne invitere dig til at følge min two week test instagram.

Del:

Det længe ventede indlæg om sko

Det var en god dag i onsdags. Sommervejret var godt nok middelmådigt, og jeg var også nødt til at gå på arbejde, og i den forstand var det en ganske almindelig, halvkedelig, onsdag.

Men i onsdags kom pakkeposten forbi, og han bragte nye sko til samlingen. Det skal det handle om i dag. Sko, altså. Ikke pakkeposten, selvom han givetvis er en fin fyr med en spændende livshistorie.

For tiden har jeg en ganske anselig samling løbesko. Seks par i alt. Jeg indrømmer det blankt, jeg elsker at købe nye løbesko, og bruger en del tid på at gennemtrævle nettet i jagt på et godt tilbud.

”På nettet? Jamen hvad så med løbestilsanalysen?”  er der måske en læser eller to der tænker, mens de læser dette.

Ganske rigtigt. Hvis du køber dine løbesko i en nogenlunde seriøs butik, får du tilbudt en løbestilsanalyse. Analyse er måske et lidt stort ord at bruge, men de filmer i hvert fald dine fødder, mens du løber på løbebånd. Det har jeg også prøvet flere gange, og heldigvis, kan man sige, har de lavet nogenlunde samme analyse hver gang.

Jeg er sådan skruet sammen, at jeg har en let, mere udtalt på højre fod end den venstre, pronation, og jeg lander med hælen først. Ganske som en meget stor andel af de danske motionsløbere.

Det endte altid med, at jeg fik anbefalet en lidt klodset sko, der både kunne kompensere for pronationen og havde ekstra meget stødabsorbering i hælen. Da jeg ikke vidste bedre, og i øvrigt følte mig godt vejledt, var det så den slags sko jeg løb i.

Det var jo heller ikke fordi det var dårlige sko. De var bare meget bløde, og gav slet ingen fornemmelse af kontakt med underlaget. Foden blev holdt så grundigt på plads, at alle de små muskler i foden aldrig kom på arbejde.

Det var først, da jeg begyndte at købe sko dedikeret til at løbe intervaller, og konkurrence for den sags skyld, at jeg blev opmærksom på, at noget kunne være anderledes. Nu begyndte jeg, ganske forsigtigt i starten, at løbe i sko med en fladere og hårdere sål, der gav en noget mere kontant kontakt med underlaget. Overdelen af skoen var typisk meget lettere end hvad jeg havde været vant til, og nu skulle hele foden til at arbejde.

Nu skulle man jo tro, jævnfør løbestilsanalysen, at jeg ville løbe ind i alskens problemer med skader. Det skete bare ikke. Jo mere jeg løb de tynde konkurrencesko, des bedre følte jeg at mine ankler, knæ og hofter havde det.

De højteknologiske sko, der skulle løse alskens problemer, er gradvist blevet erstattet af helt flade, zero-drop sko på løbersprog, hårde og enkle sko. Min skridtafvikling er blevet mere naturlig. Jeg lander længere fremme på foden og undgår den bremsende effekt en hællanding medfører. Jeg ruller sikkert stadig indad på foden, den før omtalte pronation, men er det et reelt problem? Ikke for mig.

Vigtigst af alt er den øgede årvågenhed, der er kommet med de minimalistiske sko. Især de helt tynde barfodssko jeg indimellem stikker fødderne i. De har en helt tynd, 2 mm gummisål. Intet andet mellem mig og underlaget. Her skal man være vågen. Jogges der på en skarp sten med sådan en sko gør det ondt.

Jeg kan godt se at det lyder åndsvagt, når nu man kan få sko der sikrer at det ikke gør ondt at jogge på en sten. Men tro mig, der ligger meget glæde i at løbe med fuld koncentration på, hvor du sætter fødderne.

De nye sko, som pakkeposten kom med i onsdags var et par Merrell Bare Access. Det var et sikkert valg, da jeg har slidt et par magen til op. Flad, ret hård sål. God let pasform på overdelen og med rigtig god plads til tæerne. I en, ifølge min knægt, meget flot orange farve.

De nye sko i en flot orange farve

Måske sidder du med en helt anden holdning til, hvad en god løbesko er. Måske er du helt enig i mine betragtninger. Har du en mening, en holdning, eller en anmeldelse af en virkelig god sko, skal du ikke holde dig tilbage for at smide en kommentar nedenfor.

Del:

Blæsevejr og et kærkomment genhør

Nogle gange er det de små ting, der får dig ud af døren. I dag var sådan en dag.

Jeg er ikke sådan én, der sover længe om morgenen. Heller ikke i weekenden, og denne lørdag morgen var ingen undtagelse. Faktisk havde jeg kalkuleret med, at jeg ville vågne tidligt, og derved kunne snige mig ud at løbe en længere tur inden familien vågnede.

Desværre vågnede jeg umotiveret og træt. Vejret var ikke i nærheden af, at være som jeg havde håbet. Det var koldt og blæsende, og benene føltes underligt stive og energiforladte. Undskyldningerne var mange, og overspringshandlingerne lå lige for. Efter lidt adspredt ”spilden tid” på nettet endte jeg på twitter.

BAM! Der var tweetet jeg, og mange andre, har ventet, og håbet, på:

Rob Watson er, nu forhenværende, canadisk eliteløber. I halvandet år havde han ”The Rob Watson show” sammen med sin ven Eric Spence, hvor vi fulgte Robs forsøg på at kvalificere sig til marathonet ved OL i Rio.

Podcasten gav et fantastisk indblik i livet for en mellemgod eliteløber, og det er der ikke meget glamour over, krydret med tvivlsomme svar på lytterspørgsmål, Robs og ikke mindst Erics syn på næsten hvad som helst og enorme mængder humor.

Det lykkedes ikke for Rob at kvalificere sig til Rio. Jeg er med garanti ikke den eneste lytter af showet, der sad med fugtige øjne, da det blev klart, at det ikke kom til at gå. Det blev, i først omgang, også afslutningen på showet, og løbermiljøet blev en kæmpe inspirationskilde fattigere. Indtil nu!

Skal du kun lytte til én podcast om løb, bør ”Rob Watson show” være dit valg. De gamle afsnit kan sagtens tåle et genhør. Hvis du stikker høretelefonerne i ørerne og løber en tur til hver af de gamle 77 afsnit, kommer du med garanti både i bedre form og, ikke mindst, i bedre humør.

Jeg har løbet rigtigt mange ture med ”Rob Watson show” i ørerne, og Robs tweet gav mig lige det lille skud motivation og inspiration, der fik mig til at snøre skoene og komme ud af døren.

Nogle gange skal der bare ikke andet til end det rigtige tweet.

 

 

 

Del: