“Er du klar?”

”Er du klar?”

Der er en uge til jeg kaster mig ud på, hvad jeg, i svage øjeblikke hvor jeg glemmer hvor langt og hårdt det egentligt er, kalder favoritdistancen. Marathon.

Det rigtige og reelle svar er nok et ja. Jeg er nok nogenlunde så klar, som jeg bliver, og der vil helt sikkert være andre, der står på startstregen sammen med mig, der er mindre klar, end jeg er.

Det er også bare det, jeg burde svare når familie og venner spørger. Men så let slipper de sjældent. Først skal vi igennem min efterhånden meget lange liste af forbehold som indeholder alt fra en influenza i marts, ringe træningsforhold med sibirisk kulde, min fremskredne alder, der bare gør det svært, samt vejrudsigten for løbsdagen, som er alt andet end ideel, for hvorfor det måske ikke kommer til at gå som planlagt.

Det er lidt som når nogen spørger, hvordan du har det, og du så i stedet for et ”fint” kommer med den lange redegørelse for, hvordan du rent faktisk har det. Flakkende øjne og en nervøs skæven efter en undskyldning for at skifte emne. Det kan være ganske underholdende.

I realiteten har jeg faktisk fået trænet ok. Krop og sind kunne måske ikke helt holde til, hvad jeg havde håbet, inden jeg startede min træning, men dog en del mere end jeg havde frygtet, og helt sikkert nok til at det ikke kan bruges som en dårlig undskyldning.

Vigtigst var at jeg, sådan nogenlunde da, ramte en fin balance, hvor træningen ikke har stået som en altoverskyggende sur pligt der skulle overstås, men derimod noget jeg så frem til med glæde.

Midt på vinteren ramte jeg en lidt uventet formtop. Jeg kunne nærmest gå på vandet, og da det var inden den sibiriske kulde, var det altså ikke fordi vandet var frosset, og begyndte at få hede drømme om nye personlige rekorder. En måned senere ramte jeg et lidt uventet formdyk.

Spartas Marathon test 3, et 25 kilometers testløb, i marts satte en særdeles effektiv stopper for mine drømme om en ny PR. Jeg løb glad afsted i et pace, der på Marathon distancen ville give en sluttid lige under tre timer. Glæden holdt sig sådan nogenlunde i de første 20 km. Derefter blev smilet en anelse strammere.

Efter 23 kilometer var smilet effektivt blevet pillet af mig. Jeg har aldrig før været så færdig i et løb, og har aldrig før løbet så hårde kilometer, som de to jeg stadig manglede inden mål. Mest af alt havde jeg lyst til aldrig nogensinde at løbe igen.

Lysten til at løbe kom dog igen, men jeg skyndte mig dog at skrue mine ambitioner for Marathon ned igen.

I november sidste år satte jeg målet at løbe Københavns marathon på 3:10. Det er en god plan. Den kommer til at holde, og ellers har jeg min lange liste med forbehold parat!

 

Del: