Den uperfekte mig?

I den ideelle verden ville der blive postet nye indlæg her på Spis&Løb med helt regelmæssige mellemrum. De kunne jo så passende handle om, hvordan min træning skred planmæssigt frem, tog ud til spændende løb og gjorde en god figur. Alt sammen fordi jeg var den perfekte supermand, der havde styr på det hele. Det ville fandme være fedt.

Men verden er nu engang ikke ideel. Jeg har i tidligere indlæg mumlet lidt om, hvordan jeg trænede mig ned i et dybt hul. Bevares, Det var nok ikke løb alene der gjorde det. Havde træningen foregået i et vakuum uden forpligtigelser overfor familie og arbejde, havde det givetvis ikke været noget problem, men nu var det bestemt en stor stressfaktor.

Jeg har altid mest tænkt på skader som noget med dårlige knæ, forstuvede ankler og betændte akillessener, men der sad lægen så og talte om galoperende stress, udbrændthed og depression.

Stress er stress har jeg lært nu, og der er ikke forskel på mental og fysisk stress. Det kan godt være at du tænker, at jeg må være komplet idiot, men jeg havde faktisk aldrig tænkt på, at kroppen reagerede på samme måde på et hårdt intervalpas som på en hektisk arbejdsdag. Træning var jo noget, man kunne bruge til at klare hovedet, og jeg skal bestemt heller ikke sige mig fri for engang imellem at have skyllet en hektisk arbejdsdag af med at løbe en lille omvej hjem. Så var der dobbelt op på stress den dag.

Det er en ret stor mundfuld at opleve, det totale tab af kontrol det er, når hovedet står af og sindet pludseligt går sine helt egne veje. På sin vis ville det være en ret interessant oplevelse, hvis det bare ikke var fordi det gjorde så fandens ondt og tærede så hårdt på familien. Jeg kunne have nok så mange intentioner om at ”tage mig sammen.” Det skete bare ikke. Det var som om det gear ikke rigtigt fandtes mere.

Jeg har tilbragt meget tid krøllet sammen under et tæppe, fuldstændig nedlagt af en ulykkelighed jeg ikke anede hvor kom fra, eller hvad jeg skulle stille op med. Der har været morgener, hvor det har lignet en uoverkommelig kamp at skulle stå op og tage tøj på, og at komme udenfor en dør krævede et mindre mirakel.

Min selvtillid, som de fleste der kender mig nok vil skrive under på aldrig har fejlet noget, led et gevaldigt knæk. Jeg troede ikke længere på, at jeg duede til noget som helst. Ikke til at løbe, ikke til at mene noget om noget og ikke til at være familiefar. Når det var værst, kunne jeg være så lille og selvudslettende, at jeg knapt turde tale med folk, jeg ikke kendte rigtigt godt i forvejen

Ubetydelige hverdagsting, som f.eks. at telefonen ringede mens jeg var i gang med noget andet, kunne stresse mig i en grad så det sortnede for øjnene. Mere end én enkelt opgave på en hel dag kunne give akut åndenød. At kigge lidt fremad i min kalender kunne nærmest udløse et panisk anfald og nattesøvn var bestemt ikke en selvfølge i den periode.

Det havde godt nok været nemmere med en gang betændelse i svangsenen eller et løberknæ. X antal øvelser fra fysioterapeuten gentaget X antal gange dagligt til smerterne er væk. Ganske ligetil og konkret, især for en løber med en høj træningsdisciplin.

Det er en noget anderledes træning, der bliver ordineret, når fysioterapeutens briks bliver skiftet ud med en sofa hos en psykolog. I stedet for stræk og styrkeøvelser var det mere noget med at sætte ord på følelser, skue indad og mærke mig selv.  I starten var det sgu ikke altid så rart, det der blev skuet og mærket.

”Du skal ikke lade en god livskrise gå til spilde.” Jeg kan på ingen måde huske, hvor jeg har citatet fra, eller om jeg husker det korrekt. Det er nu også lige meget, for jeg kan godt lide det, som det er og jeg tænker tit på det, og dette er heller ikke ment som en klagesang.

Jeg kan godt forstå dem, som siger at de ikke ville have været foruden deres krise. Den tanke kan jeg også godt finde inden i mig, for jeg har lært meget om mig selv, som jeg sikket ikke havde lært uden.  Jeg bliver hele tiden bedre til disciplinerne at skue indad og mærke mig selv, og jeg er blevet helt hæderlig til at acceptere, hvad der bliver skuet og mærket.

Ind i mellem vælter verden stadig en smule for mig. Jeg kan ikke det samme, som jeg har kunnet tidligere, og jeg har fået et stærkt behov for faste rammer. Hverdagen skal helst planlægges, planen skal holde og spontanitet er blevet lidt et ”fy-ord.” Sådan er det, og det må jeg finde mig i.

Jeg træner lige så mange timer i dag, som jeg før har gjort. Mindst lige så mange. Men en stor del af den fysiske træning er skiftet ud med øvelser i mental smidighed og indre ro. Løbesko og cykelshorts bliver suppleret af tid på meditationspude og yogamåtte.

Jeg har valgt at skrive alt det her, fordi jeg ikke gider, at det skal være et tabu, at man ind i mellem kan få det lidt hårdt med det hele. Jeg oplever, at når jeg er åben i forhold til, hvor svært jeg nogle gange har det, så viser det sig, at jeg bestemt ikke er alene. Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at det er lidt nemmere at være uperfekt og fejle, når du ved, at du ikke er alene om det.

Jeg slutter dette indlæg med at fortælle, hvad en god veninde sagde til mig en dag vi mødtes. Hun spurgte hvordan jeg havde det, og jeg svarede ganske ærligt, at jeg ikke havde det sådan super optimalt. ”Ja” svarede hun ”men det er vel også ok en gang i mellem.”

Det havde hun ret i, og det skal hun have tak for.

 

 

Del: