Der kommer favoritten!

”Der kommer favoritten” brølede han ud over startområdet.

Jeg havde tilmeldt mig det lille årlige socialløb i Måløv, hvor jeg bor, og var nu blevet udråbt til favoritten af en af de andre deltagere.

Det er et ret ærgerligt løb at være favorit i. Der er en stor fed streg under socialløb. Ingen tidtagning, ingen resultatlister og ikke noget podie man kan blive hyldet på. Så når man bliver udråbt som favorit, er det alene af interesse for den ganske lille skare af konkurrenceplagede tosser, der, ligesom jeg, ikke kan dy sig for at løbe om kap, så snart vi får et startnummer på maven.

Jeg følte mig egentligt ikke specielt favoritagtig. Det var ti måneder siden, jeg sidst havde deltaget i et løb. I fem af de ti måneder har jeg ikke løbet andet end ganske korte ture med meget spredte mellemrum. Selvom jeg har fået lidt mere gang i løbeskoene de sidste par måneder, har det mere haft karakter af hyggeture end egentlig træning.

Fraværet af hårde træningspas gav en vis uro. Ét var at jeg ikke rigtigt kunne opstille en forventet sluttid, da jeg ikke rigtigt havde noget andet end fordoms storhed at hænge den op på. Noget helt andet var, om jeg ville være i stand til at kapere den smerte, der følger med at løbe hårdt.

Førhen har jeg været god til at kapere smerte. Det er selvfølgeligt en lidt sjov ting at være god til, men det kan nu være meget praktisk, hvis man dyrker udholdenhedssport. Det er nok at strække det for langt at sige, at jeg ligefrem har kunnet nyde at lide igennem et hårdt intervalpas eller et motionsløb, men jeg kunne i hvert fald finde en vis ro i at være tilstede, i at holde ved og fortsætte, selv når alt i kroppen skreg på at stoppe.

Det var det, der blev mit mål og min strategi for løbet. At glemme alt om splittider, placeringer og hvad man ellers kan have af planer for sådan et løb. Løbe til det næsten blev uudholdeligt, og så bare være tilstede i det.

Så snart det blev hårdt, og det blev hårdt, blev jeg ramt af negative tanker og tvivl. Alle små ømheder i muskler og led føltes som altødelæggende skader. Jeg bombarderede mig selv med argumenter for, at det skam var helt ok at stoppe eller i det mindste at sætte farten betragteligt ned.

I sidste ende vandt jeg over mig. Jeg fandt den indre ro. Den brændende fornemmelse i musklerne, svien i lungerne, og de negative tanker fik lov at være, og al min fokus blev rettet mod det at løbe. Jeg kunne stadigvæk. Det var en fantastisk fornemmelse.

”Sikke en gang højtravende udenomssnak. Vandt han eller hvad?” sidder du måske og tænker. Da der som sagt ikke er nogen resultatlister du kan slå op i, og fordi mit, til tider, store ego elsker at prale, skal jeg her afsløre det.

Ja, gud fanden vandt jeg! Stort. Det var vigtigt. For selvom der ikke er præmier eller sejrsceremoni, så er der, heldigvis, den lille føromtalte flok af andre konkurrencedrevne tosser, som også gerne ville have vundet. Men det gjorde de ikke, og håneretten er stadig min.

Del: