Mig, Maffetone og de lidt færre kilo

Måske læste du mit indlæg for fjorten dage siden om, hvordan jeg var blevet en anelse for rund om livet. Måske sidder du med en svag erindring om, at jeg ville booste mit vægttab og mit velvære med Phil Maffetones Two week test. Måske har du ikke fået det læst endnu. I så fald kan du finde det her. Måske sidder du nu og venter spændt på at læse, hvordan det er gået.

Det er gået ret godt, kan jeg afsløre. Næsten hele familien har været med. Min knægt på syv er meget glad for sine rugbrødsmadder. Det skal han selvfølgelig have lov til, så hans Two week test bestod i at holde nallerne fra slik. Han overlevede, kan jeg afsløre.

Min tolvårige datter var til gengæld helt med på at skifte sine morgenhavregryn ud med salat og røræg. Det har givet anledning til mange gode diskussioner om, hvad der er sundt og det modsatte, E-numre og forarbejdede fødevarer, og hvordan man siger pænt nej tak, når der bliver delt kage ud i skolen.

Når man går så radikalt til værks med sin kost får man virkeligt anledning til at mærke hvor meget kost betyder for hvordan man har det. Og hvor lidt glæde man reelt har af at spise junk.

Allerede i løbet af den første uge oplevede jeg, at mit energiniveau højnedes og er blevet mere stabilt over dagen. Jeg har løbet mere, end jeg har gjort i meget lang tid, og været motiveret for det. Min søvnkvalitet har været bedre end den længe har været.

Det var lidt det, jeg havde håbet på at opleve, og hvis jeg så samtidig kunne smide lidt af det overflødige spæk på maven, ville det være en kærkommen bonus. Jeg fik min bonus. To kilo har jeg fået barberet af, og nu mangler der bare de sidste fire.

Jeg skal dog blankt erkende, at selvom vi har spist rigtigt godt i familien de sidste uger, og at jeg bestemt har tænkt mig fortsat at spise rigtig mad, så har det været en restriktiv affære, og det bliver fint at slippe tøjlerne en smule. Kommer det så til at betyde, at de næste kilo rasler lidt langsommere af, er det ok.

Du er som altid velkommen til at smide en kommentar eller et spørgsmål, hvis der er noget der trænger sig på.

 

Del:

Mig, Maffetone og de ekstra kilo

Jeg kommer ikke uden om det. De tre kilo, jeg havde i overskud, er hen over sommeren blevet suppleret med yderligere tre kilo, og nu skal de af.

De er ikke kommet som en overraskelse, de nye kilo. Jeg har været en tur på Sicilien, hvor jeg dykkede grundigt ned i det lokale køkken, som udover at bestå af en masse fine ting som masser af frisk frugt og grønt, fisk, skaldyr og god olivenolie, bestemt også inkludere en del pasta og nogle ret lækre, men også meget søde, desserter. Dertil nogle af de dejlige lokale vine, ja så sætter det sig.

Det var lidt et eksperiment, den ferie. Det sidste halvandet år har jeg, så vidt muligt, uden den vilde fanatisme, holdt mig fra sukker og hurtige kulhydrater som brød og pasta. Det var derfor med en vis spænding om, hvordan mit system ville reagere, at jeg dykkede ned i den store italienske pastagryde.

Det gik nogenlunde som forventet. Der kom store udsving i blodsukkeret, jeg følte mig oppustet efter måltider, blev sløv om eftermiddagen og kiloene kom hurtigt på.

Da jeg i sin tid gik over til at spise, hvad vi kunne kalde rigtig mad, altså mad som ikke er blevet forarbejdet til ukendelighed af en kynisk fødevareindustri, var udgangspunktet Phil Maffetones Two week test.  To uger hvor du skræller alt junk væk. Ingen sukker, ingen tilsætningsstoffer, ingen stivelse og hurtige kulhydrater, helt ren mad.

Dengang smed jeg to kilo i løbet af de to uger, og yderligere to kilo i ugerne efter. Uden på noget tidspunkt at være sulten. Det er nemlig ikke en slankekur, der er ingen kalorierestriktioner, og du spiser så meget du har brug for. Og selvom jeg har en formodning om at smide et par hurtige kilo, er der ingen løfter. Vægttab kræver at jeg kommer i kalorieunderskud, dvs. forbrænder mere end jeg putter indenbords. Sådan er det med vægttab, og der er ingen vej uden om det.

Så hvorfor gør jeg det? Først og fremmest, og allervigtigst, så finder jeg det både og sjovt og udfordrende at skulle lave lækker mad med de restriktioner der ligger i two week test. Ofte bliver den mad jeg laver mere spændende, når jeg tvinger mig selv ud over de ti retter der ligger først i hukommelsen. Det er altså ikke en kulinarisk straf, der venter.

Jeg kan godt lide, at det er mig og ikke mine dårlige vaner, der træffer beslutning om, hvad jeg putter i munden. Selvom jeg prøver at være meget bevist om mine kostvaner, ved jeg også, hvor let det er for en dårlig vane at snige sig ind. Med two week test får jeg muligheden for at tage spisevaner og mønstre op til revision. Der bliver sikkert plads til en lille uvane her og der, men så er det et tilvalg, og tilvalg er helt ok.

Før jeg gik low-carb var jeg altid sulten, og jeg snackede i en uendelighed for at klare mig indtil næste måltid. På trods af, at jeg kun har levet det syndige high-carb liv i et par uger, er den evige sult i den grad vent tilbage. Det samme er det ustabile blodsukker, der gør mig utilpas og irritabel, hvis jeg ikke får spist i tide, og jeg glæder mig til at vende tilbage til en tilstand, hvor jeg igen kan udskyde eller springe måltider over.

Kan man løbe stærkt på sådan en low-carb diet? Tja, det kommer tiden til at vise. Jeg har kun løbet et enkelt løb, et halvmarathon, siden jeg gik i gang med min første two week test. Altså, ingen carb loading i dagene før, ikke noget med sukkerholdige geler og barer, og hvad vi løbere ellers kaster os over i nødens stund. Det var ikke et prangende løb, men det var ok, og jeg er overbevist om, at det kan læres med øvelse.

Kommentarer og spørgsmål er som altid mere end velkomne. Jeg vil også gerne invitere dig til at følge min two week test instagram.

Del: