Det længe ventede indlæg om sko

Det var en god dag i onsdags. Sommervejret var godt nok middelmådigt, og jeg var også nødt til at gå på arbejde, og i den forstand var det en ganske almindelig, halvkedelig, onsdag.

Men i onsdags kom pakkeposten forbi, og han bragte nye sko til samlingen. Det skal det handle om i dag. Sko, altså. Ikke pakkeposten, selvom han givetvis er en fin fyr med en spændende livshistorie.

For tiden har jeg en ganske anselig samling løbesko. Seks par i alt. Jeg indrømmer det blankt, jeg elsker at købe nye løbesko, og bruger en del tid på at gennemtrævle nettet i jagt på et godt tilbud.

”På nettet? Jamen hvad så med løbestilsanalysen?”  er der måske en læser eller to der tænker, mens de læser dette.

Ganske rigtigt. Hvis du køber dine løbesko i en nogenlunde seriøs butik, får du tilbudt en løbestilsanalyse. Analyse er måske et lidt stort ord at bruge, men de filmer i hvert fald dine fødder, mens du løber på løbebånd. Det har jeg også prøvet flere gange, og heldigvis, kan man sige, har de lavet nogenlunde samme analyse hver gang.

Jeg er sådan skruet sammen, at jeg har en let, mere udtalt på højre fod end den venstre, pronation, og jeg lander med hælen først. Ganske som en meget stor andel af de danske motionsløbere.

Det endte altid med, at jeg fik anbefalet en lidt klodset sko, der både kunne kompensere for pronationen og havde ekstra meget stødabsorbering i hælen. Da jeg ikke vidste bedre, og i øvrigt følte mig godt vejledt, var det så den slags sko jeg løb i.

Det var jo heller ikke fordi det var dårlige sko. De var bare meget bløde, og gav slet ingen fornemmelse af kontakt med underlaget. Foden blev holdt så grundigt på plads, at alle de små muskler i foden aldrig kom på arbejde.

Det var først, da jeg begyndte at købe sko dedikeret til at løbe intervaller, og konkurrence for den sags skyld, at jeg blev opmærksom på, at noget kunne være anderledes. Nu begyndte jeg, ganske forsigtigt i starten, at løbe i sko med en fladere og hårdere sål, der gav en noget mere kontant kontakt med underlaget. Overdelen af skoen var typisk meget lettere end hvad jeg havde været vant til, og nu skulle hele foden til at arbejde.

Nu skulle man jo tro, jævnfør løbestilsanalysen, at jeg ville løbe ind i alskens problemer med skader. Det skete bare ikke. Jo mere jeg løb de tynde konkurrencesko, des bedre følte jeg at mine ankler, knæ og hofter havde det.

De højteknologiske sko, der skulle løse alskens problemer, er gradvist blevet erstattet af helt flade, zero-drop sko på løbersprog, hårde og enkle sko. Min skridtafvikling er blevet mere naturlig. Jeg lander længere fremme på foden og undgår den bremsende effekt en hællanding medfører. Jeg ruller sikkert stadig indad på foden, den før omtalte pronation, men er det et reelt problem? Ikke for mig.

Vigtigst af alt er den øgede årvågenhed, der er kommet med de minimalistiske sko. Især de helt tynde barfodssko jeg indimellem stikker fødderne i. De har en helt tynd, 2 mm gummisål. Intet andet mellem mig og underlaget. Her skal man være vågen. Jogges der på en skarp sten med sådan en sko gør det ondt.

Jeg kan godt se at det lyder åndsvagt, når nu man kan få sko der sikrer at det ikke gør ondt at jogge på en sten. Men tro mig, der ligger meget glæde i at løbe med fuld koncentration på, hvor du sætter fødderne.

De nye sko, som pakkeposten kom med i onsdags var et par Merrell Bare Access. Det var et sikkert valg, da jeg har slidt et par magen til op. Flad, ret hård sål. God let pasform på overdelen og med rigtig god plads til tæerne. I en, ifølge min knægt, meget flot orange farve.

De nye sko i en flot orange farve

Måske sidder du med en helt anden holdning til, hvad en god løbesko er. Måske er du helt enig i mine betragtninger. Har du en mening, en holdning, eller en anmeldelse af en virkelig god sko, skal du ikke holde dig tilbage for at smide en kommentar nedenfor.

Del: