Kold suppe – Del 2

Ideen var rigtig god, syntes jeg selv. Et sommertema på Spis & Løb om kolde supper. Fulde af kraft og næring og stadig læskende og forfriskende efter en varm og hård træning.

Siden da har vejret været sådan lidt middelmådigt, blæsende og halvkoldt. Bevares, der har da været fine dage ind i mellem. Mine løbeture foregår da også i korte ærmer og bukser, selvom det sommetider mest har været i trods.

Alt dette blot for at komme frem til, at jeg nu har besluttet at byde den danske sommer trods. Hermed kommer ”kold suppe – Del 2.”

Jeg har tyvstjålet opskriften fra en af de flotteste kogebøger i min omfangsrige samling. 51% Raw hedder den, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg kommer til at citere den her på Spis & Løb.

Bogens grundtanke baserer sig på en læge, Poul Kouchadoff, der i 1930’erne lavede forsøg, der viste, at kroppen bliver stresset af at spise for høj andel af forarbejdede fødevarer. Hans undersøgelser viste, at 51% af den mad vi indtager, bør være utilberedt.

Jeg må blankt erkende, at jeg ikke har dykket ned i hans forskning. Jeg kan dog konstatere, at min egen krop har det rigtigt godt med en høj andel af rå grøntsager, og derfor sørger jeg for, uden af gå op i den procentvise fordeling, at spise utilberedt grønt på daglig basis.

Tonen i 51% Raw er ganske uhøjtidelig, og på ingen måde dogmatisk, som andre koncept kogebøger kan have en tendens til.

Hvor løgsuppen fra ”kold suppe – del 1” kunne opfattes som en smule bøvlet at lave, der skulle trods alt koges fond, løg skulle simre længe og der var æg der skulle pocheres, er denne suppe anderledes ligetil.

Hæld alle ingredienser i din blender. Start den, og når suppen er kørt helt glat, er den klar. Jeps, du har helt ret. Suppen er ikke 51% Raw – Den er 100% Raw, så hvis du er meget insisterende på altid at spise noget der er tilberedt, må du lave en side-dish.

Hvis din blender kan klare det, kan du evt. erstatte lidt af vandet med et par isterninger. På den måde får du din suppe helt kold.

Det skal du bruge:

1 lille fed hvidløg

5 dl. Spinat (Jeg bruger frisk spinat)

5 dl. Squash i tern

1 bundt dild

1 spsk. tahin

1 dl. Vand (Måske en isterning eller to)

½ Avocado

Saft af ½ citron

1 spsk. olivenolie

½ tsk. salt (Personligt giver jeg den lidt mere, men det her er den originale opskrift)

Peber.

4 smuttede mandler til pynt.

Som sagt, det hele i blenderen. Tryk start, kør glat, spis.

Opskriften er en fin lille frokost til to.

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *