The loneliness of the long distance runner

”Det gør jeg altså ikke igen!”

Min chef er, som så mange andre mænd i den alder, for nylig begyndt at køre mountainbike. Som regel kører de nogle stykker sammen, men forleden havde han været ude at cykle alene for første gang.

Det havde virkeligt været kedeligt, og var bestemt ikke noget, der skulle gentages. Han er gammel, og vist nok stadig lidt aktiv, fodboldspiller, og for ham er sport noget, man gør på et hold. Det sociale spiller en stor rolle, og det er stadig vigtigt, når han kører af sted på sin cykel.

Der findes bestemt også løbere, der har det på den måde. De mødes til træning i atletikklubben, til lange fælles ture i de mange lokale løbefællesskaber, der findes rundt omkring, eller de har en fast makker de løber med.

Sådan har jeg det ikke. Jeg vil gerne løbe alene. Det er selvfølgeligt fint med selskab en gang i mellem, og jeg påskønner det flygtige sociale fællesskab, der opstår omkring et race. Man nikker til sidemanden på startstregen og ønsker god tur. Finder sammen i grupper på ruten. Giver en highfive og et ”godt løbet” på målstregen. Et kortvarigt fællesskab med mennesker, man ikke deler andet med, end glæden ved at løbe stærkt.

Men min træning vil jeg lave alene. På den måde egner jeg mig godt til langdistanceløb.

Da jeg begyndte træningen til mit første marathon, sagde en bekendt, som havde løbet den klassiske distance flere gange at; ”hvis du vil gennemføre et marathon, så skal du ud og løbe tyve kilometer hver weekend. Og du skal glæde dig til det.”

Jeg har båret det råd med mig siden, om end jeg har omskrevet det til MINDST tyve kilometer.

Jeg har altid glædet mig til de lange weekendture. Timers ensom monotoni, kun afbrudt af en flygtig hilsen til en medløber, er perfekt til at trætte og tæmme et til tider oprørsk sind. Alene med min vejrtrækning og lyden af fødderne, der rytmisk rammer jorden.

Den depressive tilstand, jeg helt bogstaveligt løb ind i, har forstærket min trang til alenetid. Den er blevet en nødvendighed. Alenetid er blevet forudsætningen for, at jeg kan være noget for andre. ”Mit særlige behov”, kaldte min psykolog det en gang. Hvor særligt det er, ved jeg nu ikke. På trods af atletikklubber og løbefællesskaber løber hovedparten, af dem jeg møder på mine ture, alene. Så, måske egner løb sig bare godt til mennesker, der trives i deres eget selskab.

For resten, titlen på dette indlæg er hentet fra en gammel sang af Iron Maiden. Den er ikke særligt god, men jeg hører den nu alligevel ganske ofte.

 

Del:

2 meninger om “The loneliness of the long distance runner”

  1. Spændende og sandt. Jeg synes dog godt, at man som langdistance løber kan savne den motivation, der ligger i at være forpligtiget over for et hold. Det er lidt svære at springe en træning over, hvis man ved at der står 10 andre og venter på en.

    Tilgengæld har træningssider som Endomondo og Strava skabt nye asynkrone fællesskaber, der med deres “kudos” og “likes” kan hjælpe med motivationen. Nogen burde lave en undersøgelse af, hvor meget online løbefællesskaber betyder for motivationen.

    1. Det kan du have ret i. Når du ikke er forpligtiget over for andre end dig selv, skal du virkeligt arbejde med at finde en indre motivation frem. Det skal på en eller andet måde blive vigtigt at komme afsted, bare fordi det er vigtigt.
      Og jeg tror du har helt ret i at mange henter en ydre motivation i at være med i online fællesskaber som Endomondo og lignende. Om ikke andet så for den lille anerkendelse der ligger i et ”like” eller ”kudos.”
      Herhjemme har vi tit lavet sjov med at en træning kun gjaldt hvis den efterfølgende kunne ”likes” på nettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *