The loneliness of the long distance runner

”Det gør jeg altså ikke igen!”

Min chef er, som så mange andre mænd i den alder, for nylig begyndt at køre mountainbike. Som regel kører de nogle stykker sammen, men forleden havde han været ude at cykle alene for første gang.

Det havde virkeligt været kedeligt, og var bestemt ikke noget, der skulle gentages. Han er gammel, og vist nok stadig lidt aktiv, fodboldspiller, og for ham er sport noget, man gør på et hold. Det sociale spiller en stor rolle, og det er stadig vigtigt, når han kører af sted på sin cykel.

Der findes bestemt også løbere, der har det på den måde. De mødes til træning i atletikklubben, til lange fælles ture i de mange lokale løbefællesskaber, der findes rundt omkring, eller de har en fast makker de løber med.

Sådan har jeg det ikke. Jeg vil gerne løbe alene. Det er selvfølgeligt fint med selskab en gang i mellem, og jeg påskønner det flygtige sociale fællesskab, der opstår omkring et race. Man nikker til sidemanden på startstregen og ønsker god tur. Finder sammen i grupper på ruten. Giver en highfive og et ”godt løbet” på målstregen. Et kortvarigt fællesskab med mennesker, man ikke deler andet med, end glæden ved at løbe stærkt.

Men min træning vil jeg lave alene. På den måde egner jeg mig godt til langdistanceløb.

Da jeg begyndte træningen til mit første marathon, sagde en bekendt, som havde løbet den klassiske distance flere gange at; ”hvis du vil gennemføre et marathon, så skal du ud og løbe tyve kilometer hver weekend. Og du skal glæde dig til det.”

Jeg har båret det råd med mig siden, om end jeg har omskrevet det til MINDST tyve kilometer.

Jeg har altid glædet mig til de lange weekendture. Timers ensom monotoni, kun afbrudt af en flygtig hilsen til en medløber, er perfekt til at trætte og tæmme et til tider oprørsk sind. Alene med min vejrtrækning og lyden af fødderne, der rytmisk rammer jorden.

Den depressive tilstand, jeg helt bogstaveligt løb ind i, har forstærket min trang til alenetid. Den er blevet en nødvendighed. Alenetid er blevet forudsætningen for, at jeg kan være noget for andre. ”Mit særlige behov”, kaldte min psykolog det en gang. Hvor særligt det er, ved jeg nu ikke. På trods af atletikklubber og løbefællesskaber løber hovedparten, af dem jeg møder på mine ture, alene. Så, måske egner løb sig bare godt til mennesker, der trives i deres eget selskab.

For resten, titlen på dette indlæg er hentet fra en gammel sang af Iron Maiden. Den er ikke særligt god, men jeg hører den nu alligevel ganske ofte.

 

Del:

Smagen af Tour de France

”Sommer er lyden af Tour de France”. Det siger TV2 i hvert fald, og jeg er sådan set ikke uenig med dem. Jeg elsker at se cykling og hører ikke til dem, der kun gider se de store bjergslag. At ligge fire timer på sofaen og vegetere til en pandekageflad sprinteretape er for mig en herlig måde at spendere en sommereftermiddag på.

Men hvad har alt det med Spis & Løb at gøre. Jo, ser du, hjemme hos mig er sommer også smagen af Tour de France.

Forvirret? Det kan jeg sådan set godt forstå, men her kommer forklaringen.

Min interesse for løb er på mange måder ret ny. Faktisk gik jeg mere op i cykling til at starte med. Det der med løb, var egentlig bare noget jeg skulle prøve, fordi min hustru og bror var begyndt på det, og ikke snakkede om andet.

Inden jeg udviklede interesse for selv at træde i pedalerne, havde jeg haft en lang fase, hvor det var bedst, hvis andre gjorde alt det hårde, og jeg kunne nøjes med at tænde for Tv’et. En dag, mens jeg lå på sofaen med chips, øl og cykelløb i på skærmen, fik jeg den tanke, med selvtilliden i top, at jeg sikkert også ville være skide god til at cykle. Og derved var en ganske kort, men rimelig intensiv, cykelkarriere indledt.

Jeg var stadig mægtig glad for både chips og øl, men ikke så glad for grøntsager. De var lidt besværlige, synes jeg. Jeg vidste godt, at man hverken cykler eller løber særligt langt på en pose chips, men at få inkorporeret salat i den daglige kost var svært.

Vendepunktet blev Hannah Grant. Hun var på det tidspunkt kok hos Bjarne Riis cykelhold, og udgav i 2013 ”The grand tour cookbook.” En hel bog med hvad rytterne havde spist under Tour de France året inden.

Der var ikke specielt meget chips og øl på menuen, kan jeg afsløre. Til gengæld var der et hav af delikate, enkle retter, lavet fra bunden af gode råvarer.

Vi brugte sommeren på at gå på opdagelse i opskrifterne, min hustru og Jeg. I starten blev de fulgt ret slavisk. Sådan er det, når man bevæger sig i ukendt land. Vi spiste ret godt den sommer. Energiniveauet steg, og der kunne trædes hårdere i pedalerne og løbes længere.

I dag spiser jeg mange grøntsager, rigtigt mange. De er ikke besværlige længere, og jeg kan, uproblematisk, freestyle en velsmagende salat af årstidens frugt og grønt.

Jeg er blevet noget mere mådeholden med mit kulhydratindtag, end jeg var dengang, det kommer der et indlæg om motivationen for en dag, og jeg følger ikke længere Hannahs opskrifter slavisk. Jeg er trods alt heller ikke professionel cykelrytter.

Men det er en flot bog, som ofte bliver bladret i, og hentet inspiration fra, når jeg vegeterer til et godt cykelløb. Faktisk har jeg bladret så meget i den, at jeg i år har måttet investere i et nyt eksemplar, så sommeren igen i år også kan blive smagen af Tour de France.

 

Del:

Kold suppe – Del 1

Jeg har en lille svaghed for kolde supper. Jeg kan såmænd også vældigt godt lide de varme supper. Men de kolde har noget mere raffineret over sig. Af en eller anden grund er det bare lidt eksklusivt med en lille skål kold suppe.

Her får du min helt egen version af en kold løgsuppe. Den indeholder lutter gode sager, som din krop vil takke dig for, heriblandt, som en stor overraskelse, løg. Løg er super rige på en hel række vitaminer og mineraler, og så har de et højt fiberindhold. Tilsætter du så en god hjemmekogt hønsefond, en rig mængde olivenolie i den bedste kvalitet din økonomi kan bære samt en æggeblomme, rig på det gode kolesterol, kan det vist dårligt blive mere komplet.

Det er en simpel ret, så der er ikke noget at gemme sig bag. Sørg for at dine ingredienser er af bedste kvalitet. Skal du absolut bruge en eller anden færdigfond, så find en anden ret at lave. Om man kan bruge andet end økologiske æg? Jeg skal ikke kunne sige det, jeg har aldrig prøvet.

Opskrifter har det jo med at nævne, hvor mange personer den er til, og det rejser jo spørgsmålet om, hvor mange personer denne opskrift er til. Tja, først og fremmest er den meget rig i smagen og rimeligt kalorietung, så hold dig til små delikate anretninger. Nedenstående kunne fint serveres som forret til otte personer.

 

Det skal du bruge:

350 g. løg

2 fed hvidløg

1 liter hønsefond

Lidt frisk timian

Et meget stort bløp olivenolie

En pocheret æggeblomme pr. person

Lidt salt

Din favorit eddike

 

Hak løg og hvidløg groft.

Smid dem i en lille gryde sammen med timian og olie, og lad dem stå og hygge sig på ganske lav varme til de er helt bløde og søde. Brug alt den tid du har til rådighed.

Tilsæt fond og lad det hele koge et par minutter.

Hæld det hele i en blender og blend til suppen er fuldstændig glat. Smag til med salt og eddike. Smid den derefter på køl til den er helt afkølet.

Anret i en lille skål med den pocherede æggeblomme. Stænk med lidt ekstra olivenolie for yderligere velsmag og godhed.

 

Del:

Jeg løber fra arbejdet

Jeg har løbet som transport til og fra arbejde i et par år. Hver dag, næsten, og i hvert fald uanset vejret.

At løbe i virkeligt dårligt vejr, især tidligt om morgenen, kan i den grad booste din følelse af, at være barskere end alle de andre. Du kan selvfølgelig ikke rigtig bruge den til noget den følelse. Men den er meget rar. At være en barsk fyr.

Men det var nu ikke derfor, at jeg begyndte at løbe som transport dengang i 2013. Dengang var jeg en ganske uerfaren løber. Jeg havde løbet et års tid. Mest på hyggeplan og ikke særligt målrettet. Men nu havde jeg, i en stemning af kådhed, annonceret overfor familie og venner, at jeg ville løbe Marathon i København.

Jeg kunne godt fornemme at min hustru blev en anelse anspændt, når jeg mumlede om, hvor mange kilometer jeg skulle løbe om ugen for at blive klar til start.

Jeg kan ikke længere huske, hvor ideen kom fra, men i hvert fald blev løsningen transportløb. På daværende tidspunkt havde jeg lige omkring fire kilometer til arbejde. Det tager selvfølgelig længere tid at løbe fire kilometer end det tager at cykle. Men hvis man vejer det op mod først at skulle cykle hjem, for derefter at skulle tage sig sammen til at finde løbeskoene frem, tage dem på og komme ud af døren, og så løbe de fire kilometer. Ja, så er det jo nærmest en gratis omgang.

Det kom gradvist. De første uger løb jeg bare hjem fra arbejde et par gange om ugen. Derefter løb jeg både ud og hjem et par gange om ugen, og til sidst var det bare måden jeg transporterede mig til og fra arbejde på.

Ny arbejdsplads gav flere kilometer, men stadig var det helt overskueligt at transportere mig i løbesko. Faktisk var det største problem at overbevise mine nye kollegaer om, at jeg ikke var fuldstændig sindssyg, men bare godt kunnen lide at løbe. Hver eneste tidlige morgen, også i regnvejr.

Fem måneder med skade, og så er det helt forfra. Løber fra arbejdet et par gange om ugen, men det er ikke rutine. Det er nu noget jeg skal planlægge, ellers får jeg det ikke gjort. Jeg glæder mig til det bliver rutine igen. Men det er ret cool igen at kunne jogge afsted på de velkendte veje med min rygsæk på.

En barsk fyr under genopbygning.

Del: