“Du er jo pisse træt, mand”

”Du er jo pisse træt, mand. Hvor meget løber du egentligt?”

Det var i november 2016, og samtalen hos lægen var kulminationen på et halvt år, hvor jeg ikke havde kunnet få min løbetræning til at fungere. Eller få ret meget andet til at fungere, for den sags skyld. Jeg havde været igennem stort set alle de kosttilskud og vitaminer, jeg kunne komme i tanke om. Jeg havde skiftet til zero-drop sko, prøvet med ’fivefinger’ sko, købt en ny pulsmåler, lavet åndedrætsøvelser og meget, meget andet.

”Øh altså… Ikke mere end hundrede kilometer om ugen. Men jeg har skåret meget ned. Ikke noget med intervaller. Og jeg har også droppet spinning.”

Hun virkede ikke meget imponeret over min evne til at skrue ned. Og inderst inde viste jeg jo også godt, at hun havde ret. Jeg var pisse træt.

Hun fik prikket et solidt hul på ballonen, hende lægen, og gassen ikke bare sivede ud. Det blev det totale kollaps. Alt var pludseligt hårdt. Trapper var en helt uoverskuelig forhindring, der på et øjeblik gjorde mig stakåndet og uendeligt træt. De ugentlige hundrede kilometers løb blev konverteret til en daglig gåtur. Og utroligt meget tid på sofaen.

Træt, elendig, deprimeret, sikker på at det var slut med at løbe, usikker på om jeg overhovedet ville kunne passe mit arbejde igen, og meget mere. Det var et meget dybt hul, jeg var landet i, og det tog lang tid før jeg kunne begynde at klatre op igen. Men klatrer opad gør jeg dog.

Så hvad skal Spis&Løb handle om? Jeg er ikke sikker endnu. Men det bliver i hvert fald noget med glæden ved at kunne løbe igen. Helt sikkert også noget med mad. Rigtig mad, man kan løbe langt på. Og gadgets!  Både til løb og dem til køkkenet.  Og bøger, både dem med avancerede løbeformler og kogebøger. Og så kommer der garanteret også noget om, hvordan man passer de ting ind i en travl hverdag med kone og børn, og det der irriterende arbejde, man er nød til at gå på for at betale for det hele. Hvis det da overhovedet kan lade sig gøre at få tid til det hele.

Jeg håber du har lyst til at læse med.

Mere om mig her

Del: